Jimmy Murphy – Starmaker

Den 8. august ville James Patrick ’Jimmy’ Murphy være fyldt 100 år. Kendere af Manchester United’s glorværdige historie vil vide, at han mere end nogen anden var skaberen af de legendariske Busby Babes

Publisert Sist oppdatert

Matt Busby havde idéerne, og Murphy førte dem ud i livet. I de fleste af de 26 år, hvor han var Busby’s assistent på Old Trafford, arbejdede han hårdt i baggrunden.

Jimmy Murphy blev født den 8. august 1910 i Ton Pentre i Rhondda Valley i Wales. Han var en dygtig pianist, og hans mor ville gerne have, at han blev lærer. Efter afslutningen af sin fodboldkarriere blev han også lærer. Fodboldlærer, og det var for en stor flok fodboldspillere på Old Trafford, som så op til ham og beundrede ham.

Murphy spillede som ungdomsspiller for Ton Pentre Boys, Treorchry Thursday FC, Treorchry Juniors og Mid-Rhondda Boys. I 1924 spillede han på det walisiske skolelandshold mod England i Cardiff.

West Bromwich Albion

I februar 1928 startede han sin profesionelle karriere i West Bromwich Albion som 17-årig. Han debuterede på førsteholdet den 5. marts 1930 på udebane mod Blackpool og spillede endnu en kamp i den sæson. I den næste sæson 1930/31 vandt Albion pokalturneringen og rykkede op i 1. division. Murphy spillede dog også i den sæson kun to kampe. Fra den næste sæson etablerede han sig på førsteholdet, og i det næste fem sæsoner var han fast på det bedste hold. I 1935 var han med i pokalfinalen, som dog resulterede i et nederlag mod Sheffield Wednesday. Det blev til over 200 kampe for WBA, inden han i 1938 blev solgt til Swindon Town, hvor det kun blev til fire kampe, inden 2. verdenskrig sluttede hans aktive karriere. Han spillede 15 landskampe for Wales.

Manchester United

Under krigen var Murphy i Nordafrika og Italien, hvor han var ansvarlig for fysisk træning af soldaterne. Det var under en træning i Bari i det sydlige Italien, at Matt Busby, som kort tid forinden var blevet udnævnt til manager for Manchester United, atter mødte Jimmy Murphy. De havde mødt hinanden før krigen, når West Bromwich spillede mod enten Manchester City eller Liverpool, som Matt Busby havde spillet for.

Busby blev imponeret over, hvad han så og hørte fra Murphy og efter træningen sagde han til ham: -When you are demobbed (afmønstret) I have a job for you to do at Old Trafford. Her startede det frugtbare samarbejde, som skulle gøre Manchester United kendt og elsket verden over.

The Busby Babes

Manchester United havde en meget dårlig økonomi og et ødelagt stadion. Alligevel lykkedes det Busby og Murphy i den første sæson efter krigen at sikre andenpladsen i ligaen og næsten fjerne gælden. Reserveholdet, som Murphy stod for, vandt suverænt deres række. Da Busby og Murphy mødtes efter sæsonen for at diskutere forløbet, var Jimmy Murphy ikke i særlig godt humør. Busby var glad for resultatet, så han spurgte, hvorfor humøret var på nulpunktet. Murphy sagde: -Not one of the players in the reserve team can go into the best team. Dertil sagde Busby: -Then let’s go out and make them ourselves. Her startede det fantastiske arbejde, som de to skabte.

Tidligere havde klubberne købt spillere. Nu fandt Busby og Murphy unge spillere, som Jimmy brugte utallige timer på at træne, og han skabte spillere i den ypperste verdensklasse som Duncan Edwards og Bobby Charlton. Hvis Murphy mente at en spiller havde potentialet, arbejdede han med ham dag og nat.

Duncan Edwards

Jimmy Murphy lagde aldrig skjul på, at i hans øjne var Duncan Edwards den bedste spiller verden nogensinde havde set. I hans selvbiografi ’Matt, United and me… ’ fra 1968 skriver han i et kapitel om denne unikke spiller: -Muhammed Ali screams he is the greatest. You see the greatest was an English footballer by the name of Duncan Edwards.

Ved siden af sit job i Manchester United var Murphy i en periode også træner for det walisiske landshold. Før en kamp mellem Wales og England i Cardiff gennemgik han i mindste detaljer de engelske spillere. Han sagde dog intet om Edwards. Derfor spurgte Reg Priest, der skulle spille overfor ham, hvorfor han intet sagde om ham. Murphy holdt en lang pause og sagde så: -Son, keep out of his way or you’ll get hurt.

Under same kamp førte England kort før tid med 4-1. Murphy sad rød i hovedet og opildnede sine spillere, da han aldrig anså en kamp for tabt før sidste dommerfløjt. England fik indkast tæt ved den walisiske trænerbænk, og Duncan løb ud for at tage det. Henkastet sagde han til Murphy: -Jim, aren’t there any early trains back to Manchester. You’re wasting your time here. Murphy svarede: -I’ll come after you, when you get back. Ingen led mere end Jimmy Murphy, da han så Duncan Edwards ligge hjælpeløst i sengen på hospitalet i München efter flyulykken.

Efter München

Jimmy Murphy var ikke involveret i den frygtelige ulykke i München den 6. februar 1958, da Wales skulle spille VM-kvalifikationskamp mod Israel samme dag, som United mødte Røde Stjerne i Beograd. Han overtog det svære job som manager og udrettede mirakler. Det blev kun til en enkelt ligasejr i resten af sæsonen; men det amputerede hold spillede sig frem til pokalfinalen i 1958. Det blev til et nederlag mod Bolton; men der stod meget stor respekt om hans indsats

Jimmy Murphy trak sig derefter atter i baggrunden. Han blev tilbudt job som manager for Brasilien, Juventus og Arsenal. Dertil svarede han: -I have a job to do at Old Trafford. I ovennævnte selvbiografi slutter han med at skrive: -Yeas, Matt, I’ll do it all over again.

Afslutningen

Jimmy Murphy stoppede som assistent i United i 1971. Han forsatte dog som talentspejder. Mange af hans tidligere spillere mente, at Manchester United og også Matt Busby ikke behandlede ham på fortjent vis derefter. Han døde den 14. november 1989 79 år gammel. Til hans ære oprettede Manchester United Jimmy Murphy Young Player of the Year Award, som første gang blev uddelt i 1990, hvor Lee Martin modtog udmærkelsen.

Mange af Murphy’s tidligere spillere lagde i årene efter hans død pres på United for at få klubben til at rejse en statue af den geniale waliser. I 1998 blev en buste af ham afsløret i klubbens museum. Den 23. marts 2009 blev der sat en plakette op på hans fødehjem på Treharne Drive i Ton Pentre i Rhondda Valley. Det blev overværet af mange af hans tidligere elever bl.a. Nobby Stiles og Brian Kidd.

Jimmy Murphy – Starmaker.

Powered by Labrador CMS